Anerkendelse fremfor ros

V har i dagens blogindlæg valgt, at sætte fokus på hvorfor anerkendelse er mere væsentlig at give end ros. Vi har lavet to kortvideoer der viser forskellen på anerkendelse og ros, og disse kan findes nederst i blogindlægget.

Som I kan se i videoen med ros, så giver det blot et kortvarigt fix hvorimod ved anerkendelse, så kommer der en ligeværdig dialog blandt begge parter. Det skal dog understreges, at ros ikke er en dårlig ting.

Ifølge Schibbye er det ved anerkendelse vigtigt, at lade barnet selv fortælle omkring dets forståelse af situationen og dennes handlinger, så pædagogen ikke kommer til at være den dominerende part. Det er vigtigt at pædagogen kommer i øjenhøjde med barnet og sætter sig i dennes sted, da dette vil medføre at barnets selvværd vil stige og barnet vil forstå vigtigheden af relationen med pædagogen.

Vi har i PS18B i samarbejde med – og på kryds af de forskellige studiegrupper udarbejdet en række redskaber som er vigtige i forbindelse med anerkendelse af en anden person. 

 

Forståelse og indlevelse

Man prøver at forstå andre ud fra deres forudsætninger og kan derved sætte sig ind i den andens situation.

·       Hvad betyder handlingen for personen?

·       Hvad vil han/hun med handlingen?

·       Hvordan opleves denne?

·       Hvad siger vedkommende til sig selv?

Det er ved ovenstående vigtigt, at man lytter til det diskursive men også, at man tager højde for det nonverbale i form af kropssprog.

 

Bekræftelse

Kommunikation som bekræftelse må ikke forveksles med umiddelbar tilfredsstillelse eller enighed. Bekræftelse er heller ikke synonym med positiv bekræftelse og ros. Gennem bekræftende kommunikation – baseret på forståelse og lytning, oplever barnet at det har ret til sine egne oplevelser, tanker og følelser. Igennem bekræftelse styrker man barnets selvværd og hjælper derved også til barnets videre udvikling. Det er vigtigt...

·       At have en undrende og nysgerrig tilgang at forstå barnet på.

·       At støtte barnets udvikling til at blive et autonomt individ.

·       At anerkende barnets oplevelse. Krops- og øjenkontakt.

·       At bekræfte kan forstås som at give kræft til den andens oplevelse.

 

Åbenhed

Man skal være åben og lyttende overfor modparten og ikke tage samtalen i egne hænder, da det hurtigt virker som en kontrollerende handling. Lad selv barnet udtrykke sine oplevelse – fx en tegning, uden man fra starten drager en konklusion ud fra hvad vi tror vi ser. Det er bedre man lader barnet fortælle om sine egne oplevelser, og snakker ud fra dette anerkender man barnet.

 

Selvrefleksion

Jo mere selvreflekterende man er, jo bedre bliver man til at skelne mellem egne og andres oplevelser.

Selvrefleksion handler meget om overvejelser omkring en selv og sine handlinger. Det handler om at være i ét med sig selv og kende sine begrænsninger for at kunne reflektere over andre individer. Ved at sætte ord på egne følelser bliver man bedre til at være lydhør overfor andre individer

 

Afgrænsethed

Pædagogen må have et afgrænset forhold til sig selv, forstået på den måde, at han/hun må kunne skelne mellem hvilke følelser/intentioner der er egne, og hvilke der er barnets. Et eksempel på dette kunne være hvis, at pædagogen har det svært med følelsen af ”at være ked af det”. Herved kan pædagogen komme til at underkende barnet ved fx at aflede, når barnet føler sig ked af det. Pædagogen giver ikke barnet lov til at have denne følelse, fordi han/hun ikke er afgrænset i forhold til hvilke følelser der er egne, og hvilke der er barnets.

 

Videoer af hhv. ros og anerkendelse