Anerkendelse fremfor ros

V har i dagens blogindlæg valgt, at sætte fokus på hvorfor anerkendelse er mere væsentlig at give end ros. Vi har lavet to kortvideoer der viser forskellen på anerkendelse og ros, og disse kan findes nederst i blogindlægget.

Som I kan se i videoen med ros, så giver det blot et kortvarigt fix hvorimod ved anerkendelse, så kommer der en ligeværdig dialog blandt begge parter. Det skal dog understreges, at ros ikke er en dårlig ting.

Ifølge Schibbye er det ved anerkendelse vigtigt, at lade barnet selv fortælle omkring dets forståelse af situationen og dennes handlinger, så pædagogen ikke kommer til at være den dominerende part. Det er vigtigt at pædagogen kommer i øjenhøjde med barnet og sætter sig i dennes sted, da dette vil medføre at barnets selvværd vil stige og barnet vil forstå vigtigheden af relationen med pædagogen.

Vi har i PS18B i samarbejde med – og på kryds af de forskellige studiegrupper udarbejdet en række redskaber som er vigtige i forbindelse med anerkendelse af en anden person. 

 

Forståelse og indlevelse

Man prøver at forstå andre ud fra deres forudsætninger og kan derved sætte sig ind i den andens situation.

·       Hvad betyder handlingen for personen?

·       Hvad vil han/hun med handlingen?

·       Hvordan opleves denne?

·       Hvad siger vedkommende til sig selv?

Det er ved ovenstående vigtigt, at man lytter til det diskursive men også, at man tager højde for det nonverbale i form af kropssprog.

 

Bekræftelse

Kommunikation som bekræftelse må ikke forveksles med umiddelbar tilfredsstillelse eller enighed. Bekræftelse er heller ikke synonym med positiv bekræftelse og ros. Gennem bekræftende kommunikation – baseret på forståelse og lytning, oplever barnet at det har ret til sine egne oplevelser, tanker og følelser. Igennem bekræftelse styrker man barnets selvværd og hjælper derved også til barnets videre udvikling. Det er vigtigt...

·       At have en undrende og nysgerrig tilgang at forstå barnet på.

·       At støtte barnets udvikling til at blive et autonomt individ.

·       At anerkende barnets oplevelse. Krops- og øjenkontakt.

·       At bekræfte kan forstås som at give kræft til den andens oplevelse.

 

Åbenhed

Man skal være åben og lyttende overfor modparten og ikke tage samtalen i egne hænder, da det hurtigt virker som en kontrollerende handling. Lad selv barnet udtrykke sine oplevelse – fx en tegning, uden man fra starten drager en konklusion ud fra hvad vi tror vi ser. Det er bedre man lader barnet fortælle om sine egne oplevelser, og snakker ud fra dette anerkender man barnet.

 

Selvrefleksion

Jo mere selvreflekterende man er, jo bedre bliver man til at skelne mellem egne og andres oplevelser.

Selvrefleksion handler meget om overvejelser omkring en selv og sine handlinger. Det handler om at være i ét med sig selv og kende sine begrænsninger for at kunne reflektere over andre individer. Ved at sætte ord på egne følelser bliver man bedre til at være lydhør overfor andre individer

 

Afgrænsethed

Pædagogen må have et afgrænset forhold til sig selv, forstået på den måde, at han/hun må kunne skelne mellem hvilke følelser/intentioner der er egne, og hvilke der er barnets. Et eksempel på dette kunne være hvis, at pædagogen har det svært med følelsen af ”at være ked af det”. Herved kan pædagogen komme til at underkende barnet ved fx at aflede, når barnet føler sig ked af det. Pædagogen giver ikke barnet lov til at have denne følelse, fordi han/hun ikke er afgrænset i forhold til hvilke følelser der er egne, og hvilke der er barnets.

 

Videoer af hhv. ros og anerkendelse

 

 

 

 

Digital implementering i praksis

Vi havde i sidste uge undervisning i medier og digital kultur. Det var noget flere af os fra gruppen fandt meget interessant. Vi har inddraget vores teoretiske viden om implementering af medier med udgangspunkt i en oplevelse fra praksis. 

På et bosted skulle der implementeres en ny alarm til at opfange og alarmere ved krampeanfald om natten hos Nicolai (anonymiseret), som har epilepsi. Under et krampeanfald er Nicolai lydløs, fjern i blikket, ligger stille og har pupiludvidelse. Nicolai har i en lang periode haft en almindelig babyalarm som er auditiv, hvilket var en falsk tryghed for nattevagten eftersom Nicolai er lydløs under en krampe. Efter lang ventetid fik vi en godkendelse af kommunen til at videoovervåge Nicolai om natten. Kameraet var sort/hvid og skærmbilledet ”grumset”. Det var ikke muligt, at stille kameraet tæt nok på, til at få et klart billede af Nicolai og en mulighed for, at se om hans pupiller var udvidet. Det var også en falsk tryghed og nattevagten var nødt til at tilse Nicolai hele tiden samtidig med at der var andre beboere, der havde brug for opmærksomhed. Nattevagterne var utrygge og manglede et alternativ til den visuelle og auditive alarm, så de kunne opdage og hjælpe Nicolai, hvis han skulle få et krampeanfald.

Nattevagten gik til ledelsen som hjalp med at tænke i løsninger. Nicolai fik en puls-alarm og tilbehør til låns i en kort periode. Det bestod af 5 enheder: Ur, bluetooth-gateway, Ipod, Antenne og en forstærker. Nogle af enhederne skulle oplades under brug og de skulle tændes i en bestemt rækkefølge. Ydermere bippede enhederne i ny og næ med forskellige lyde. Det var nattevagten, der talte med firmaet omkring opsætningen af alarmen og fik introduktion i anvendelsen. Da hun havde fået styr på enhederne og var ”uddannet” i det, stillede hun krav til, at aftenvagterne skulle sætte puls-uret på, når Nicolai kom i seng. Ingen anede noget om, hvordan det virkede og hvad alle enhederne var til. Nattevagten blev frustreret over, at pulsuret ikke blev sat på inden hun mødte ind på arbejde. Aftenvagterne ønskede sig en vejledning og nattevagten udarbejdede en skriftlig vejledning til sine kollegaer. Aftenvagterne vidste stadig ikke, hvilke enheder der var hvad, så de kunne ikke følge vejledningen, selvom de forsøgte. Det lykkedes for nogle få aftenvagter, at få enhederne til at virke. Andre forsøgte ihærdigt, men de opgav, når alarmen for hundrede syttende gang gik igang og larmede højlydt pga. forkert eller for langsom opsætning af udstyret. Nogle gav sig slet ikke i kast med enhederne. En af de aftenvagter som det var lykkedes for, tog et billede af alle enhederne og identificerede dem, så det var muligt at følge nattevagtens skriftlige vejledning. Nogle ville absolut ikke kigge på billederne og opgav lynhurtigt. Andre forsøgte igen at give sig i kast med opgaven, hvor det for nogle lykkedes og for andre bippede enhederne indtil aftenvagterne kortsluttede i magtesløshed. Lederen skulle i løbet af den korte låneperiode, vurdere om mediet kunne bringe en øget menneskelig eller pædagogisk værdi ind i arbejdet, inden han sagde ja til at betale et stort beløb for udstyret. Lederen forhørte sig løbende om de ansattes holdninger til pulsuret, men modtog vidt differentierede meninger.

Digital barndom

 I dagens Danmark, er den digitale verden blevet en integreret del af danskernes liv. Danske børnefamilier har typisk flere digitale enheder såsom computer, mobiltelefon, iPod eller tablet og disse digitale enheder er koblet til internettet døgnet rundt. Udover fx iPads integreres i danske børnefamiliers hverdagsliv, integreres de digitale enheder i resten af samfundet fx i institutioner. I det moderne samfund er næsten alt digital og dette betyder, at teknologien er kommet for at blive. Marc Prensky der har skrevet artiklen “Digital Natives, Digital immigrants i 2001, taler om to typer - den digitale indfødte og digitale immigranterne. I artiklen beskriver han en generation af mennesker, som er født og opvokset med digitale medier, herunder deres viden som er præget af de digitale medier samt deres opførsel. Børn og unge som er født i nyere tid og som er opvokset med digitale medier, bliver omtalt som den digitale generation eller digitale indfødte. Begrebet den digitale indfødte er anderledes ift. Tidligere generationer. I artiklen betegner Prensky forældregenerationen, før internettet blev opfundet, som digitale immigranter. Ifølge Prensky kan det skabe et problem, idet nogle af vores lærere tilhører digitale immigranter og dermed taler gammeldags sprog. Dette kan medføre nogle problemer ift. at undervise en gruppe som taler nyere

sprog, som følge af den digitale verden.

De 3 indre stemmer

I implementeringen fandt alle Scharmers tre former for forandringsprocesser sted. De tre indre stemmer som er voice of judgement, voice of fear og voice of cynicism. Flere af de ansatte aftenvagter havde “Voice of Judgement”. De var meget skeptiske overfor det nye medie. Der blev udtrykt pessimisme ved, at der blev sagt: ”Hvad er alt det her for noget?” og ”det kommer ikke til at virke.” Vi blev også mødt af Voice of Cynicism, og det gjorde vi ved, at de fleste på dagholdet stillede spørgsmålstegn ved, hvad de ville få ud af at bruge dette nye apparat. De var skeptiske over, at de nu skulle til at implementere noget nyt i deres arbejdsdag, og der blev også sagt: ”Jamen hvad bliver det næste?” Voice of Fear kom til udtryk i form af, at aftenvagterne tvivlede på, om de overhovedet kunne håndtere den nye alarm og, om hvad det ville betyde for deres arbejde, da de alt andet end lige ville få flere arbejdsopgaver at håndtere.

Mediekulturelle tilgange

Når man i en institution vælger at implementere en ny digital løsning, er der forskellige kulturelle faktorer, man skal tage højde for. Alle mennesker har vidt forskellige udgangspunkter i forhold til, hvilken viden de har om færdigheder og hvilken forståelse de har for de forskellige medier. Det er vigtigt at den person som skal implementere den nye digitale løsning, har alle disse forskellige udgangspunkter i mente, så løsningen bliver taget bedst imod. Det kan man gøre ved at bruge Lisbeth og Stubbens model om mediekulturel optimisme og -pessimisme. Modellen beskriver, hvordan modtager kan reagere på nye digitale løsninger.

Multikulturel optimisme inddeles i en ukritisk og kritisk tilgang. Som ukritisk optimist er man fascineret af de nyeste teknologier og gadgets og tænker ikke på, om det pædagogisk vil kunne være til hjælp. Eller tænker ikke på, om det er noget der kan bruges i praksis. Det kaldes også for jubeloptimisme. Hvis man har en kritisk optimistisk tilgang, er man ligesom de ukritiske, fascineret af nye teknologier, men de forholder sig kritisk overfor noget nyt og har mere fokus på, om det er nyttigt i praksis.

Mediekulturel pessimisme inddeles også i en ukritisk og en kritisk tilgang. Hvis man har en ukritisk pessimistisk tilgang, er man styret af frygten for nye medier, hvilket også kaldes mediepanik. Går man derimod til nye medier med en kritisk pessimistisk tilgang, har man funderede og validerede argumenter baseret på det videnskabelige og samfundsmæssige. De har en pessimistisk grundholdning til medialiseringen, men den kritiske forholden sig, kan være oplysende og skabe forståelse hos den kritiske pessimist.  

Hvad kunne bostedet have gjort anderledes?

 Vi har i gruppen drøftet, hvad bostedet kunne have gjort anderledes, så der ikke var så mange modstandere af den nye digitale løsning.

Vi har taget udgangspunkt i teoretikeren Scharmer, som har skrevet om de forskellige aktører der indgår i processen, når forandringer sker. Han taler om at have et åbent sind, åbent hjerte og åben vilje – 3 begreber som har stor betydning for motivationen og ejerskabet i implementeringsprocessen.

Et forslag kunne være at lederen havde udvalgt to aktører, der skulle stå for introduktionen af pulsuret heriblandt en aftenvagt, så der var flere ”uddannet” i mediet. Disse to aktører kan med fordel være kritiske optimister eller pessimister som på forhånd har været reflekterende i forhold til den nye teknologi. På den måde er der nogen, der kan argumentere for og imod og hjælpe resten af personalegruppen til forståelsen af, hvorfor apparatet er relevant og nyttigt eller ikke nyttigt i praksis.

 Der kunne være et møde, hvor de ansattes tanker om mediet blev italesat og lyttet til, så de ikke føler sig alene i deres frygt og mediepanik og sammen kan sætte sig ind i det.

De to aktører kunne være ansvarlige for udarbejdelsen af en brugermanual, der var let at bruge og forstå i første omgang. På den måde ville de aftenvagter med en frygt, kynisk og dømmende indre stemme, opnå et åbent sind og have mod på forandringsprocessen. De ville altså ikke mistes i processen eller tale negativt om pulsuret, hvilket smitter af på de skeptiske i gruppen.